Vedtægter

Vedtægter for H/F Ellebæk

VEDTÆGTER FOR HAVEFORENINGEN

”ELLEBÆK”

 

§ 1. Navn og hjemsted:

Foreningens navn er ”Haveforeningen ELLEBÆK” og foreningen er beliggende. Mozartsvej 1 a 7500 Holstebro

 

§ 2: Formål og virke:

1. Foreningen har til formål at administrere og forvalte det til kolonihaveformål lejede areal i overensstemmelse med de bestemmelser, der er lagt til grund herfor samt for området i sin helhed.

2. Foreningen skal gennem sin bestyrelse bl.a. sikre, at bestemmelser, som er nedfældet i en på området lagt byplan, lokalplan, eller tinglyst deklaration og lignende, vedrørende det samlede haveområde eller enkelte haver, overholdes og respekteres af foreningens medlemmer.

3. foreningen og dens medlemmer skal være medlem af Kolonihaveforbundet for Danmark.

4. For ethvert medlem gælder, at man under ansvar for de til enhver tid gældende bestemmelser om havens anlæg og bebyggelse er frit stillet i foretagsomhed m.m.

5. Samt ved sammenhold at sikre medlemmerne de størst mulige fordele og efter generalforsamlingens nærmere beslutning foranledige foretages fælles foranstaltning i medlemmernes interesse, såsom vedligeholdelse af veje, vandforsyning samt bortkørsel af dagrenovation.

 

§ 3. Medlemmer:

1. Som medlem kan optages myndige personer, der samtidig lejer en have ved medlemskabets indgåelse.

2. Haverne skal være renset og i orden inden 15. maj hvert år og fremdeles sommeren igennem.

Det samme gælder udenfor hækken i en bredde af 1 meter.

Haveforeningen foretager vedligeholdelse af såvel køreveje som sideveje.

Materialer til udbedring placeres af foreningen på de 3 P. pladser.

Hækken skal være nyklippet senest 1. august hækhøjden må max. Være 1.60 meter mod vej. Mellem haverne følges hegnsloven  (p.t. 1,80 meter). Hvis Forsømmelse af have eller hæk finder sted, har bestyrelsen ret og pligt til efter 2 ugers varsel at foranledige forholdene bragt i orden på medlemmets bekostning.

På foreningens område må der ikke drives nogen art af virksomhed, som ved røg, støj eller ilde lugt kan forulempe andre personer.

Medlemmet har pligt til at melde kassereren adresseændring senest 8 dage efter flytning.

Overskrides de 8 dage kan foreningen tillægge et gebyr på 200.00 kr. 

3. Medlemmet skal have fast og lovlig folkeregisteranmeldt bopæl udenfor haveforeningen.

Adresse ændring skal omgående meddeles formand eller kasseren og senest 2 uger efter, at ændringen er sket.

Alle også udenfor kommunen kan leje et havelod.

4. Intet medlem kan optages i foreningen uden bestyrelsens godkendelse.

5. Ved leje af havelod oprettes en lejeaftale.

Et medlem kan kun erhverve en have og kan ikke samtidig være medlem af en anden haveforening under kolonihaveforbundet for Danmark. Overtrædes denne bestemmelse kan bestyrelsen bringe lejemålet til ophør med 14 dages varsel jfr., § 7.

 

§ 4. Hæftelse:

Medlemmerne hæfter solidarisk for foreningens gældsforpligtelser, således som disse til enhver tid fremgår af foreningens regnskab.

 

§ 5. Leje:

1. Leje for den enkelte havelod fastsættes af foreningens generalforsamling ud fra det budget, som af foreningens bestyrelse er forelagt generalforsamlingen til godkendelse. Generalforsamlingen kan fastsætte engangsbeløb til udførelse af større anlægsarbejder, f. eks. Kloak, vandnedlæggelse, opsætning af el og lign. Sådanne engangsbeløb er pligtige pengeydelser i lejeforholdet.

2. Betaling af leje anses for rettidig, når den erlægges senest 3. hverdag efter forfaldsdagen, eller når denne hverdag er en lørdag den følgende hverdag.

Forfalder leje eller anden pligtig pengeydelse til betaling på en helligdag, en lørdag eller grundlovsdag, udskydes forfaldsdagen til den følgende hverdag.

3. Hvis lejen eller anden pligtig pengeydelse ikke er betalt rettidig, kan foreningen opkræve et af generalforsamlingen fastsat gebyr for hver forsinket betaling gebyret er fastsat til kr. 200,00. Sker der fortsat ikke betaling, kan lejemålet bringes til ophør jf. § 7.

4. Ved lejemålets indgåelse erlægges et optagelsesgebyr, hvis størrelse fastsættes på generalforsamlingen. Optagelsesgebyret kan ikke kræves tilbagebetalt af lejeren ved lejemålets ophør.

5. Lejen fastsættes til Kr. 2100.00 pr. år. Derudover betales der et acontobeløb på Kr. 1400,00 pr. år for vand  afdrag på kloaklån kr. 2700,00 pr.havelod fra 2013. Til vedligeholdelse af vandnettet, henlægges årligt kr. 50.00 pr. have fra 2010.

 

§ 6. ordensbestemmelser og vedligeholdelse af lejemål:

1. Generalforsamlingen fastsætter ordensbestemmelser m.m. som skal være gældende inden for området, og som foreningen gennem sin bestyrelse skal forvalte og administrere.

2. Medlemmet er pligtig at overholde alle bestemmelser, som foreningens generalforsamling, bestyrelse eller offentlig myndigheder pålægger området, ligesom medlemmet er pligtig at overholde de i lejeaftalen indeholdte bestemmelser.

 

§ 7. Opsigelse/ ophævelse af lejemål:

1. Foreningens bestyrelse er berettiget til at ophæve den indgåede, lejeaftale, hvis leje eller anden pligtig pengeydelse ikke er betalt rettidigt, og medlemmet ikke har betalt restancen senest 14 dage efter, et skriftlig påkrav er afsendt eller fremsat, f.eks. i skrivelse overbragt af bestyrelsen på haveloddens adresse.

Det er en forudsætning for ophævelse af lejeaftalen, at foreningens påkrav er afgivet efter sidste rettidig betalingsdag, og det skal udtrykkelig angives, at lejemålet bliver ophævet, hvis restancen ikke er betalt inden udløbet af denne fremsendte frist.

2. Foreningens bestyrelse er berettiget til at ophæve den indgåede lejeaftale, hvis medlemmet overlader brugen af havelodden til en anden og trods påtale fortsætter dermed. , eller såfremt lejeren af en havelod eller dennes husstand ved sin adfærd er til væsentlig gene eller ulempe for foreningen og dens medlemmer.

3. Foreningens bestyrelse er berettiget til at ophæve den indgåede lejeaftale, hvis medlemmet i væsentlig grad misrøgter den lejede havelod eller groft tilsidesætter bestemmelser pålagt området udefra, eller på tilsvarende måde tilsidesætter foreningens til enhver tid gældende vedtægter og ordensbestemmelser.

Grov tilsidesættelse af bestemmelser pålagt området udefra er f.eks. overtrædelse af forbudet om benyttelse af kolonihavehuset til helårsbeboelse.

4. Når lejeretten til en havelod er opsagt eller ophævet, kan det udtrædende medlem frit medtage bebyggelse inklusiv fundering og indbo.

Fjernelse skal dog foretages på en sådan måde, at havens anlæg såvel som det kollektive foreningsanlæg ikke påføres skade.

5. Hvis bebyggelsen opfylder gældende forskrifter, har det udtrædende medlem ret til at sælge bebyggelsen til den, forenings godkendte til at indtræde i lejeaftalen. Denne ret er dog betinget af en forudgående vurdering og værdiansættelse af det, som er indgået i salget.

Salg kan ikke betinges af forpligtelse for køber til samtidig køb af indbo og redskaber.

Værdiansættelsen skal finde sted inden for rammerne af et af Kolonihaveforbundet for Danmark udstedte retningslinjer og skal udføres af et nedsat vurderingsudvalg efter de for området gældende bestemmelser.

6. Salg kan ikke finde sted uden foreningens direkte medvirken.

7. Har medlemmet ikke inden 4 uger efter lejemålets opsigelse eller ophævelse bortfjernet eller solgt den på havelodden opførte bebyggelse, eller er salg sket i strid med gældende overdragelsesregler, jfr. Forbundsvedtægtens § 7 pkt. 6, kan medlemmet uden yderligere varsel udsættes af den lejede havelod ved en umiddelbar fogedforretning, der foranstaltes gennem en advokat, der herefter retter henvendelse til fogedretten. Bestyrelsen bestemmer herefter hvem der skal overtage have og bebyggelse samt vilkår for overdragelsen ifølge godkendte vurderingsregler.

Hvis bebyggelsen ikke kan sælges i henhold til vurderingen, er bestyrelsen berettiget til at sælge bedst mulig, evt. ved auktion.

Foreningen er berettiget til for ethvert krav mod et medlem at søge sig fyldestgjort i den på havelodden opførte bebyggelse, beplantning m.v. forud for andre kreditorer.

Ved afregning til medlemmet kan bestyrelsen fratrække enhver udgift forbundet med medlemskabets og lejemålets afvikling, herunder advokatomkostninger, retsgebyrer, lejerestance m. m.

Når opsigelsen eller ophævelse af et medlemskab med tilhørende lejeaftale har fundet sted, er pågældende pligtig at betale foreningen leje og anden ydelser vedrørende havelodden, indtil denne er fraflyttet og ryddeliggjort, ligesom medlemmet har pligt til at vedligeholde haven i samme periode.

8. Bestyrelsen påtager sig intet ansvar over for indtrædende medlemmer, hvis et udtrædende medlem bevist eller ubevist har fortiet forhold om pantsætning af den bebyggelse m.v., der overdrages.

9. Afgår et medlem ved døden, er såvel foreningen som dødsboet berettiget til at opsige lejeaftalen med det for medlemmet gældende opsigelsesvarsel på 3 måneder til den 1ste i en måned.

Dog gælder, At en efterlevende ægtefælle har ret til at fortsætte lejeaftalen, medmindre foreningen har vægtige grunde til at modsætte sig dette.

At en person, med hvem afdøde har levet i ægteskabslignende forhold i mindst 2 år

Forud for dødsfaldet, skal man have samme ret under forudsætning af, at samlivet b estod på tidspunktet for dødsfaldet.

At myndige slægtninge i op og nedstigende linie har ret til at få overdraget lejemålet.

Bestyrelsen afgør alene, om overfor anførte betingelser er opfyldt.

 

§ 8. Pligtarbejde:

1. Medlemmet har pligt til at holde sin del af vejen udenfor egen have ud til midten mod nabo eller genbo.

 

§ 9. Generalforsamling:

1. Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.

2. den ordinære generalforsamling afholdes hvert år senest 4 måneder efter regnskabsårets afslutning med en dagsorden, der mindst skal indeholde følgende punkter:      

   1) Valg af dirigent.

  2) Beretning.

  3) Årsregnskab med evt. revisionsberetning.

  4) Indkomne forslag.

  5) Godkendelse af  budget.

  6) Valg af formand/ kasserer.

  7) Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.

  8) Valg af revisorer og suppleanter.

  9) Valg af vurderingsudvalg.

10) Valg af repræsentant til kredsbestyrelsen.

3. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når generalforsamlingen eller et flertal af bestyrelsen medlemmer, eller når ¼ af foreningens medlemmer fremsætter skriftligt krav herom til bestyrelsen med angivelse af dagsorden.

Bestyrelsen er i så fald pligtig at indkalde til generalforsamling inden 3 uger fra begæringens modtagelse. Beslutning på en ekstraordinær generalforsamling kan kun tages, hvis mindst 4/5 af de medlemmer, der har begæret generalforsamlingen, er til stede.

4. Ordinær generalforsamling indkaldes skriftligt af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med mindst 8 dages varsel.

5. Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest en måned efter regnskabsårets udløb. Indkommende forslag udsendes til medlemmerne samtidig med indkaldelsen til generalforsamling.

6. Adgang til generalforsamlingen har ethvert medlem af foreningen samt dennes ægtefælle eller samlever.

7. Hvert havelod har 2 stemmer.

8. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

9. Beslutninger på en generalforsamling træffes af de mødte stemmeberettigede ved simpelt flertal, medmindre der skal stemmes om, vedtægtsændring, hvor det kræves, at mindst  2/3 af de afgivende stemmer går ind herfor.

10. Punkter hvor der stemmes om:

. / . Optagelse af kollektive lån.

. / . Ekstraordinære indskud.

. / . Haveforeningens opløsning.

kræves, at mindst 2/3 af medlemmerne er mødt, og 2/3 af de afgivende stemmer går ind herfor. Er fremmødet ikke tilstrækkeligt stort, men 2/3 af de afgivende stemmer har stemt for forslaget, indkaldes til en ny generalforsamling, som uanset antallet af fremmødte, kan vedtage forslaget med 2/3 af de afgivne stemmer.

 11. Referat fra generalforsamlinger underskrives af dirigenten, referent samt foreningens formand.

 

 § 10. Bestyrelsen:

1. Generalforsamlingen vælger en bestyrelse til at varetage den daglige ledelse af foreningen og til udførelse af generalforsamlingens beslutninger.

2. Bestyrelsen består af 5 personer, der vælges for en 2 årig periode.

Formand vælges i ulige år. Kasserer vælges i lige år.

1 Bestyrelsesmedlem vælges i ulige år og 2 bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand og sekretær.

3. Generalforsamlingen vælger suppleanter efter behov.

Som bestyrelsesmedlem eller suppleant kan kun vælges en repræsentant fra en havelod med mindre der er tale om valg til udvalg under bestyrelsen.

Hvis et bestyrelsesmedlem fratræder før en valgperiodes udløb, indtræder suppleanten i bestyrelsen, dog kun for tiden indtil næste generalforsamling afholdes.

Afgår formanden eller kassereren i en valgperiode, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling for nyvalg, hvis fratræden ikke sker umiddelbart før en ordinær generalforsamling.

4. Bestyrelsen fastlægger grundlaget for sit virke m. m. i en forretningsorden.

Bestyrelsesmøder indkaldes af formanden eller i dennes fravær af næstformanden efter behov eller når et medlem af bestyrelsen begærer dette.

5. Et bestyrelsesmedlem må ikke deltage i behandling af en sag, hvori denne eller en med denne beslægtet person er involveret, eller på anden måde er personligt interesseret.

6. Der føres protokol over forhandlingerne på bestyrelsesmøder.

7. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af bestyrelsens medlemmer er til stede.

Beslutninger træffes ved simpelt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

Bestyrelsen afgør mulige tvivlsspørgsmål mellem medlemmerne.

8. Kassereren skal indsætte foreningens midler i pengeinstitut og kan kun hæve af foreningens midler med bestyrelsens godkendelse til foreningens daglige drift fra den konto, der er oprettet til dette formål.

 9. Formand og kasserer samt evt. øvrige bestyrelsesmedlemmers omkostninger/udlæg til telefon, kontorhold, kørsel m.v. dækkes af foreningen. Honorar vedtages på foreningens generalforsamling.

10. Vurderingsudvalg består af 3 personer, der vælges for en 2 å rig periode. 1 medlem vælges i ulige år. 2 medlemmer vælges i lige år. Udvalget udpeger selv talsmand.

 

§ 11. Tegningsret:

Foreningen tegnes af formanden og kassereren i fællesskab eller af den samlede bestyrelse.

 

§ 12. Regnskab og revision:

1. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

Årsregnskab skal udarbejdes i overensstemmelse med god regnskabsskik og være i overensstemmelse med den foretagne bogføring og tilstedeværende bilag.

2. Generalforsamlingen vælger 2 revisorer for 2 år og 2 revisorsuppleanter for 1 år.

Det påhviler de valgte revisorer at revidere foreningens årsregnskab samt føre protokol med de bemærkninger, revisionsarbejde måtte give anledning til.

3. Revisorerne skal foretage mindst et uanmeldt kasseeftersyn pr. år.

 

§ 13. Foreningens opløsning:

1. Hvis Gyldig beslutning om foreningens opløsning træffes, og dette alene skyldes, at foreningens virke overføres til anden have område, skal foreningens formue overføres til den forening, som viderefører det nye haveområde med samme forpligtelser over for den opløste forenings medlemmer.

2. Skyldes foreningens opløsning, at foreningen helt ophører med at drive kolonihave, udpeges 2. likvidatorer. 

Evt. formue ved likvidations afslutning udbetales til de medlemmer, der er registreret som medlemmer på dette tidspunkt.

3. Foreningen kan ikke opløses, så længe lejekontrakt med den stedlige kommune er i kraft.    

 

Særlige bestemmelser:
1.       Optagelsesgebyr udgør 1.500.- kr. jfr. § 5 stk. 4

      Haveskift udgør Kr. 750.- Overdragelse i lige linier indenfor

       familien eller til ægtefælle/samlever andrager Kr. 500.-
2.       Udlejning af stalden kan kun ske til personer der er medle af foreningen 
         eller en af bestyrelsens godkendt person. Lejen af stalden fastsættes 
       af bestyrelsen.
3.       Uindregistrerede køretøjer må ikke henstå på foreningens område.

      Efter påkrav skal køretøjet fjernes senest 8 dage efter.

       Såfremt dette ikke efterkommes, har bestyrelsen ret til at

        fjerne køretøjet på ejers regning og risiko.


Vedtægter, ordensreglement og byggevedtægter.

Er udarbejdet af bestyrelsen

Og godkendt på generalforsamlingen d. 25. februar 2017 Formand: Jens Jensen                     Dirigent: John Bruun

 
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE